Tekniske løsninger til begrænsning af distraktion fra kommunikationsudstyr

Introduktionen af moderne kommunikationsudstyr har øget risikoen for, at bilister bliver distraherede. Der arbejdes med tekniske systemer, der skal begrænse førerens anvendelse af kommunikationsudstyr i krævende kørselssituationer. En amerikansk eksperimental simulatorundersøgelse viste, at man på denne måde kan reducere omfanget af distraktion og negative indvirkninger på køreevnen. Der er dog stadig en lang række uafklarede problemstillinger, der skal overvindes, før sådanne systemer realistisk kan sættes i produktion.

Af Thomas Troglauer

I et amerikansk simulatoreksperiment (1) undersøgte forfatterne hvordan bilisters køreevne blev påvirket under anvendelse af IT-baseret kommunikationsudstyr i krævende kørselssituationer. For at simulere for-skellige niveauer af samspil med kommunikationsudstyret opdelte forfatterne anvendelsen i visuelt og auditivt brug (distraktion). Den visuelle og auditive distraktion bestod af opgaver, hvor forsøgspersonerne skulle besvare spørgsmål. Ved den visuelle distraktion skulle forsøgspersonerne via et display vurdere, om en sætning var meningsfuld eller ej ved at trykke på en knap på rattet, og dernæst verbalt genkalde grundleddet i tre på hinanden følgende sætninger, der var blevet vist i displayet. Ved den auditive opgave blev sætningerne præsenteret gennem en syntetisk stemme, men forsøgspersonerne skulle respondere på samme måde.

Forfatterne var interesserede i om køreevnen blev mindre forringet, såfremt forsøgspersonernes anvendelse af kommunikationsudstyret blev begrænset i krævende kørselssituationer. Begrænsningerne foregik på to niveauer. Enten blev forsøgspersonerne informeret om, at deres kørsel var forringet (informationsstrategi) eller interaktionen med udstyret blev afbrudt (interventionsstrategi).       

 

Den visuelle informationsstrategi foregik ved, at en rød ring lyste om displayet, mens den auditive informations-strategi foregik ved, at forsøgspersonerne hørte en klik-lyd. Interventionsstrategien foregik ved, at displayet slukkede eller beskeden blev afbrudt, mens forsøgspersonerne hørte klik-lyden.

Omfanget af distraktion blev undersøgt i to krævende kørselssituationer: ved kørsel i kurve og reaktioner på bremsemanøvrer hos en forankørende bil. Bremsemanøvren foregik både på lige vej og ved kørsel i kurve. Forsøgspersonerne var inddelt i to aldersgrupper: midaldrende bilister (35-55 år) og ældre bilister (65-75 år).

Forfatterne fandt, at forsøgspersonerne kørte langsommere, når de var distraherede, hvilket indikerer, at de kompenserede for distraktionen ved at gøre kørselsopgaven lettere. Desuden udviste forsøgspersonerne betydelig mere usikker kørsel under kurvekørslen, når de var distraherede. Usikkerheden var mest markant ved den visuelle distraktion. Desuden fandt man generelt, at forsøgspersonernes bremsemanøvrer var mere kontrollerede, når de ikke var distraherede. Under de distraherende betingelser bremsede forsøgspersonerne mere abrupt under bremsemanøvren i kurven ved den auditive distraktion, end ved den visuelle distraktion.

 Aflastningsstrategierne havde generelt en positiv effekt på kørselspræstationen, både ved den auditive og visuelle distraktion, om end det gav sig udslag på forskellige måder. For de auditive distraktioner bevirkede både informations- og interventionsstrategien, at forsøgspersonerne holdt en længere afstand og foretog mere kontrollerede nedbremsninger, når de kørte ind i kurverne. 

Ved den visuelle distraktion forekom disse resultater kun ved interventionsstrategien. Generelt havde de visuelle aflastningsstrategier den negative effekt, at forsøgspersonerne kørte ind i kurverne med samme hastighed som uden distraktion. Dette tolkede forfatterne som en mere risikabel kørselsadfærd. Forfatterne fandt ikke nogen overordnet forskel på præstationen i de to aldersgrupper.

Forsøgsresultaterne tyder på, at det er muligt at afhjælpe negative konsekvenser af distraktion gennem tekniske systemer. Forfatterne advarer dog imod, at man generaliserer resultaterne. For det første skal et aflastningssystem altid tilpasses til den konkrete distraktion. For det andet skal man være opmærksom på de potentielt negative konsekvenser, hvis bilister fastholder inter-aktionen med den distraherende aktivitet på trods af systemets forsøg på at begrænse interaktionen. Dette kan i praksis øge omfanget af distraktion i stedet for at begrænse det. Desuden er det uafklaret, hvorvidt bilister overhovedet ønsker at få den slags systemer installeret. Dette vil ændre på førerens indflydelse på sin egen adfærd, hvilket fundamentalt vil ændre ved førerens kontrol over kørslen og kan bevirke misforhold mellem førerens oplevelse af kontrol og sikker kørsel og systemets logik.

 


 

Kilde:

1 Donmez, B., Boyle, L.N., Lee, J.D. The impact of mitigation strategies on driving performance, Human Factors, vol. 48, 758-804.

 

http://www.trafiksikkerhedsforskning.dtu.dk/Arkiv/Nr-03/Teknisk-begraensning-af-distraktion
23 JULI 2018