Nr 08

Nr. 8 - marts 2009: Vejvrede

Episoder med bilister, der går amok og udviser voldsom aggression i trafikken, giver lejlighedsvis anledning til stor opmærksomhed i de danske medier. Trods den store interesse for disse episoder, er den faktiske viden om vejvrede dog yderst begrænset.

Det er derfor en stor glæde at kunne bringe de første resultater fra en helt ny dansk undersøgelse af vejvrede i dette nummer af nyhedsbrevet Trafiksikkerhedsforskning.

Undersøgelsen er gennemført af Det Kriminalpræventive Råd og giver et indblik i omfanget af vejvrede i Danmark.

Nyhedsbrevet omfatter denne gang fire artikler, der fra forskellige vinkler, belyser vrede i relation til trafiksikkerhed.

I første artikel gives en kortfattet introduktion til vejvrede. Der skelnes mellem tre former for vejvrede: Voldelig adfærd, fjendtlig adfærd og egoistisk adfærd. De tre former for vejvrede adskiller sig dels ved graden af aggressivitet men også med hensyn til adfærdens bagvedliggende motiver. I artiklen gives desuden et par gode råd til den trafikant, der gerne vil undgå at blive involveret i vejvrede.

I anden artikel præsenteres resultaterne fra Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse af omfanget af vejvrede i Danmark. Det fremgår af artiklen, at omfanget af vejvrede stort set har været uændret de sidste 3 år. Endvidere fremgår det, at vold i trafikken forekommer så sjældent, at ingen af undersøgelsens deltagere har oplevet det.

Af tredje artikel fremgår det, at vejvrede kan være et resultat af en psykisk forstyrrelse eller anden behandlingskrævende tilstand. Artiklen omhandler ADHD, - en psykisk forstyrrelse, der giver opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet om impulsivitet. ADHD er relevant i relation til vejvrede, fordi personer med ADHD har en øget tilbøjelighed til at reagere med vrede i trafikken, og så følge deraf også har øget uheldsrisiko.

I sidste artikel redegøres der for vrede som en trafikfarlig følelse. Af artiklen fremgår det blandt andet, at vrede tager bilistens opmærksomhed væk fra kørselsopgaven, og på en uheldig måde påvirker bilistens oplevelse og reaktion i en given trafiksituation.

God læselyst
Mette Møller, seniorforsker

http://www.trafiksikkerhedsforskning.dtu.dk/Arkiv/Nr-08
25 SEPTEMBER 2017