Demens og bilkørsel

Demens kan påvirke en persons evne til at køre bil. Derfor er der flere vigtige spørgsmål, der skal besvares: Kan man overhovedet køre, når man har demens? Hvornår er en persons risikoniveau uacceptabelt? Kompenserer bilister med demens for deres nedsatte funktioner, når de kører bil? Hvordan evaluerer man køreevnen hos personer med demens?

Af Annette Meng og Anu Siren
Demens og udbredelsen af demens

Demens er fremadskridende forandringer i hjernevævet, som både kan være egentlig hjernesvind, altså reduktion af hjernevævet, og biokemiske forandringer i hjernen. Demens er typisk forbundet med alder, således at risikoen for at udvikle demens øges med alderen. Det er dog vigtigt at huske på, at langt fra alle ældre mennesker udvikler demens. Totalt har 70.000 - 80.000 personer i Danmark demens. Der opstår årligt ca. 15.000 nye tilfælde af demens.

En demensdiagnose alene er ikke nok til at fraråde bilkørsel

En del forskning har forsøgt at estimere, hvor meget ulykkesrisikoen for personer med demens afviger fra andre trafikanters ulykkesrisiko. Undersøgelser har vist, at en del af de ældre, der bliver involveret i en ulykke, har demens. Dette siger dog kun meget lidt om risikoen, da vi ikke ved, hvor mange bilister, der har demens og derfor ikke ved, hvor mange af dem, der så ikke bliver involveret i en ulykke. På baggrund af forskellige typer undersøgelser kan man dog overordnet konkludere, at demens er forbundet med problemer i trafikken, men at ikke alle med demens, især ikke personer med meget mild demens, har en øget risiko i trafikken. Kort sagt er en demensdiagnose alene ikke nok til at fraråde bilkørsel – der skal foretages en individuel vurdering af køreevnen.

En gennemsnitlig bilists risiko for at komme i en dødsulykke er 1 per 200 mio. km. Altså skal man køre 200 mio. km før man statistisk set ender i en dødsulykke. Har man 10 gange større risiko end gennemsnittet, skal man køre 20 mio. km, før man statistisk set ender i en dødsulykke. Så selvom en person har betydelig forhøjet risiko, for eksempel på grund af dårligt helbred, er sandsynligheden for reelt at ende i en ulykke ret lille. 

Hvilket risikoniveau, der er acceptabelt, er en politisk og samfundsmæssig beslutning

Det er vigtigt at huske, at det ikke alene kan være svært at vurdere, hvor stor indflydelse en persons demenssymptomer har på bilkørslen. Det er heller ikke entydigt, hvornår bilkørsel bliver for risikabel. Er eksempelvis en dobbelt så høj risiko som normalt for høj? Eller skal der være tale om en tidobbelt risiko for, at den er for høj? Ydermere er den faktuelle risiko afhængig af, hvor meget man kører: selvom man har 10 gange højere risiko end en gennemsnitlig bilist (dvs. 1 dødsulykke per 200 mio. km), er den reelle risiko, altså sandsynligheden for at komme i en ulykke, stadig ret lille (dvs. 1 dødsulykke per 20 mio. km), især hvis man kun kører lidt. Trafikken indebærer altid en risiko, og der er ingen absolut grænse for, hvilket risikoniveau, der er acceptabelt. Den risiko, som samfundet er villig til at acceptere, skal defineres i fællesskab og i politiske fora.

Mange ældre bilister med demens tilpasser deres bilkørsel

Mange ældre ændrer deres kørsel med alderen. En persons tilpasning af sit kørselsmønster efter vedkommendes tilstand eller aldersrelaterede funktionsændringer kan opfattes som en strategi, som afspejler bevidsthed om situationen, om vedkommendes funktionelle status samt om vedkommendes evne til at køre bil. Ved for eksempel Alzheimers ser man ofte allerede på det tidlige stadie manglende selvevaluering og sygdomserkendelse. Derfor har der været meget diskussion om, hvorvidt mennesker med demens også kompenserer og selvregulerer deres kørsel og eventuelt stopper med at køre bil.

Undersøgelserne har vist, at demens typisk medfører kørselsstop, og at personer med demens også ændrer deres kørsel. For eksempel viste resultaterne fra en spørgeskemaundersøgelse blandt bilister med Alzheimers og deres pårørende, at mange havde reduceret deres kørsel om natten og i dårligt vejr, at de undgik ukendte ruter, store afstande og tæt trafik samt at mange generelt kørte langsommere. En anden undersøgelse fandt, at 65 % af personerne med Alzheimers havde reduceret deres kørselsmængde efter, at sygdommen var konstateret, og at 79 % havde begrænset deres bilkørsel til umiddelbart i nærheden af deres bopæl.

Selvom demens typisk fører til kørselsstop på et eller andet tidspunkt, tyder forskningen på, at man i mange tilfælde kan fortsætte med at køre bil i det tidlige stadie. Der findes kompensations- og tilpasningsstrategier, som kan forlænge perioden, hvor man stadig kan køre og derved undgå unødigt mobilitetstab relateret til kørselsstop. Det er dog vigtigt, at de ældre, der ikke længere kan køre sikkert, fortsat har tilstrækkeligt udvalg af andre transportmuligheder i deres daglige liv.

Det er vanskeligt at evaluere køreevnen hos personer med demens

Der er flere mulige metoder til at evaluere, om en person med demens kan køre bil. Der er meget usikkerhed om, hvor velegnede disse metoder er til at forudse, om en person med demens er en sikker bilist. Derfor kan man ikke træffe beslutningen om, hvorvidt en person kan fortsætte med at køre bil alene på resultatet af en af disse test. Til gengæld er de nyttige redskaber at inkludere i en mere omfattende evaluering af pågældendes køreevne.

 
 

Kognitive test
Typisk inkluderer man en kognitiv test, der evaluerer hjernens funktionsniveau. Det kan imidlertid være meget svært at vurdere, om et dårligt resultat i en kognitiv test er ensbetydende med, at pågældende ikke længere er en sikker bilist. Forskningen har ikke kunnet finde en klar sammenhæng mellem resultatet af kognitive test og bilkørsel.

Praktiske køreprøver
I mange tilfælde gennemføres en praktisk køretest, da det anses for den metode, der bedst afspejler pågældendes køreevne. Igen har forskningen ikke kunnet finde en klar sammenhæng mellem præstationen til en praktisk køreprøve og involvering i uheld. Altså er det uklart, hvor gode praktiske køreprøver er til at vurdere, om pågældende er en sikker bilist. Dette skyldes blandt andet, at folk ofte kører anderledes til en køreprøve end til daglig. Eksempelvis har de ældre ofte ikke mulighed for at anvende de kompensationsstrategier, de bruger til dagligt, til en sådan prøve, hvilket medfører, at de klarer sig dårligere til prøven sammenlignet med deres daglige kørsel.

Kørselssimulator
Endelig bliver brugen af kørselssimulator overvejet i denne sammenhæng. Igen mangler der viden om sammenhængen mellem for eksempel demens, præstation i en kørselssimulator og egentlig køreevne. Desuden er der mange ældre, der bliver dårlige i simulatoren og derfor ikke er i stand til at gennemføre prøven. Af blandt andet disse årsager, ser det ikke ud til, at kørselssimulatorer er egnede til at evaluere, om en ældre med demens er en sikker bilist.

 


 

Kilde:
Mere information om demens og bilkørsel kan læses i rapporten: Anu Siren og Annette Meng. Aldring, demens og bilkørsel. DTU Transport, Rapport 1, januar 2010

 

http://www.trafiksikkerhedsforskning.dtu.dk/Arkiv/Nr-10/Demens-og-bilkoersel
28 MAJ 2020