Nr 39

Nr. 39 - december 2017: INTERVENTIONER

Leder

Interventioner til at forbedre trafikadfærd og køreevne

For at øge trafiksikkerheden har man overordnet set tre muligheder: man kan forbedre infrastrukturen, køretøjet og udstyret eller selve trafikanten. Dette nyhedsbrev sætter fokus på muligheder for at forbedre trafikanters adfærd og færdigheder. Mens vores viden om de faktorer, der påvirker adfærd og færdigheder, er steget markant, mangler vi især viden om, hvilke interventioner, der er effektive til at forbedre dem. De undersøgelser, der omtales i dette nyhedsbrev, anvender vejledning, feedback og/eller træning som metode til at gøre trafikanter mere sikre i trafikken.

I forlængelse af sidste nyhedsbrev om vejvrede, handler den første artikel om en undersøgelse, som forsøgte at få bilister til i mindre omfang at udtrykke vrede i trafikken ved hjælp af vejledning i, hvordan man bør håndtere følelsen af vrede under kørsel. Effekten af vejledningen blev testet i et køresimulatorstudie, hvor vreden blev fremprovokeret ved hjælp af trængsel, lovovertrædelser og andre former for generende kørsel blandt andre trafikanter.

Den anden og tredje artikel handler begge om muligheder for at forbedre bilisters evne til at forudsige farer i trafikken. I den anden artikel omtales en undersøgelse, der vedrører et træningsforløb, der har til formål at forbedre bilisters evne til at spotte motorcyklister i kryds. Træningen bestod af at spille memory med billeder af motorcykler. Ideen var, at forbedring af bilisternes evne til at skelne mellem forskellige typer af motorcykler ville øge deres evne til at spotte motorcyklister generelt.

Den tredje artikel undersøger i hvilket omfang forskellige feedback-metoder forbedrer bilisters evne til at forudsige farer i trafikken og deres evne til at vurdere egne evner. Undersøgelsen testede effekten af videobaseret og/eller grafisk feedback.

Nyhedsbrevets fjerde og sidste artikel omhandler en undersøgelse, der ser på effekten af en kombination af vidensformidling, træning og individuel feedback for at forbedre ældre bilisters køreevne. Studiet undersøger, hvor stor en effekt på køreevnen det har at supplere teoretisk gruppeundervisning med praktisk træning på veje og i køresimulator.

God læselyst

Seniorforsker, Sonja Haustein

http://www.trafiksikkerhedsforskning.dtu.dk/Arkiv/Nr-39
23 JULI 2018