Nr. 34

NR. 34: NOVEMBER 2016: EFFEKTEN AF CYKELHJELME

Effekten af cykelhjelme

Dette nummer af nyhedsbrevet Trafiksikkerhedsforskning sætter fokus på trafiksikkerhed for cyklister. Cykling er en aktiv transportform, der ofte fremhæves for både at være godt for miljøet og for den enkeltes helbred. Sammenlignet med fx bilister er en cyklist dog mindre beskyttet, og risikoen for tilskadekomst er derfor betydelig i tilfælde af styrt med høj fart eller kollision med andre trafikanter, ikke mindst med biler eller andre motorkøretøjer.

Første artikel omhandler en undersøgelse, der vedrører den sikkerhedsmæssige effekt af at gøre det lovpligtigt at anvende cykelhjelm. Undersøgelsen viser, at det har en positiv effekt på alvorlighedsgraden af hovedskader og dødsfald blandt tilskadekomne cyklister, hvis det gøres lovpligtigt at anvende cykelhjelm. 

Cykelhjelmens positive effekt bekræftes af den undersøgelse der omtales i nyhedsbrevets anden artikel. Artiklen er baseret på en omfattende gennemgang og analyse af tidligere forskningsresultater på området. Resultaterne viser, at anvendelse af cykelhjelm har en markant positiv effekt på hovedskader og ansigtsskader blandt tilskadekomne cyklister.

De to første artikler peger således på en positiv effekt af cykelhjelm, men det understreges samtidig, at cykelhjelmens positive effekt primært vedrører hoved og ansigtsskader, og at der derfor også bør iværksættes andre adfærdsregulerende og skadesforebyggende tiltag, således at andre typer af skader også kan forebygges.

Tredje artikel omhandler en ny type cykelhjelm, der ikke bæres på hovedet men om halsen. I undersøgelsen konkluderes det, at den nye type cykelhjelm har et skadesforebyggende potentiale, men at der er brug for yderligere forskning, blandt andet fordi erfaringerne med nye hjelmtyper i forskellige trafikale situationer endnu er begrænset.

I fjerne og sidste artikel ændres fokus fra sikkerhedsudstyr til sikker adfærd. Artiklen vedrører en evaluering af et kursus for forældre, der skal støtte deres børn i at blive sikre cyklister. Evalueringen viser, at forældrenes udbytte af kurset er stort, og at det tilsyneladende medfører større cykelteknisk sikkerhed og forbedret risikoforståelse hos de børn, hvis forældre har deltaget i kurset.

God læselyst

Seniorforsker, Mette Møller

http://www.trafiksikkerhedsforskning.dtu.dk/arkiv/nr-34
19 AUGUST 2019