JyskeVestkysten

Harmonisering af retningslinjer vedrørende vejarbejde

Effektiv regulering af kørehastigheden er et vigtigt element for øget sikkerhed i forbindelse med vejarbejde. I et projekt med deltagelse fra flere europæiske lande har man lavet et overblik over anvendte virkemidler samt en vurdering af deres potentiale med hensyn til at kunne bidrage til at reducere kørehastigheden i forbindelse med vejarbejde. Projektet er tænkt som et første skridt i retning mod harmonisering af retningslinjer for hastighedsregulering ved vejarbejde inden for Europa.

Af seniorforsker Mette Møller

Grundlag for harmonisering af retningslinjer vedrørende vejarbejde

Der findes en række forskellige metoder til at informere og instruere trafikanter i forbindelse vejarbejde. Hensigten er at sikre, at trafikanter er opmærksomme på ændringer i vejens forløb, og at de justerer deres adfærd, herunder tilpasser deres kørehastighed i overensstemmelse med anvisningerne. En forudsætning for at opnå dette er, at trafikanter til enhver tid forstår den information og de instrukser, de får, også selv om de kører i et andet land.

I perioden 2013 – 2015 blev der gennemført et projekt med deltagelse fra følgende europæiske lande: Norge, Sverige, Storbritannien, Belgien, Tyskland og Irland. 

Faktaboks - hvad er FEHRL?

FEHRL: the Forum of European National Highway Research Laboratories – er et internationalt forum bestående af 30 forskellige forsknings- og teknologiske institutioner i Europa.  

Yderligere information om projektet kan findes via projektets hjemmeside

Projektet havde fokus på regulering af hastighed ved vejarbejde og havde to formål. Det ene formål var at skabe et opdateret overblik over, hvilke metoder der benyttes til hastighedsregulering ved vejarbejde, og hvilke der er mest hensigtsmæssige. Det andet formål var at udarbejde nogle retningslinjer for regulering af hastighed ved vejarbejde, der kunne anvendes på europæisk niveau og dermed på tværs af landegrænser.

Projektet omfattende blandt andet gennemgang af eksisterende forskningslitteratur og faglige rapporter, interview med relevante fagpersoner og interessenter, gennemgang af udvalgte tilgængelige data fra strækninger med vejarbejde samt gennemførelse af simulatorbaserede eksperimenter.

Resultater

Projektet førte til udarbejdelse af en liste på i alt 23 tiltag, der anvendes til reduktion af trafikanters hastighed ved vejarbejde. Baseret på den tilgængelige viden om effekten af hvert tiltag blev det endvidere noteret, i hvilken grad hvert tiltag havde potentiale til at bidrage til reduktion af trafikanters hastighed, hvis det blev tilføjet på en strækning med vejarbejde, hvor de tiltag, der allerede var i værksat, ikke var tilstrækkelige til at få hastigheden sænket til det ønskede niveau. Listen over tiltag samt det enkelte tiltags hastighedsreducerende potentiale fremgår af tabel 1.

 Tabel 1: Oversigt over de 23 tiltag til reduktion af hastighed ved vejarbejde som blev identificeret i projektet


*Vurderingen af potentialet er baseret på forskellige antal undersøgelser og resultaterne varierer betydeligt

Forskerne understreger, at tilføjelsen af et tiltag i nogle tilfælde kun fører til en reduktion af kørehastigheden med ganske få km/t. Ikke desto mindre kan tilføjelsen af dette tiltag alligevel være af stor betydning, idet selv en lille hastighedsreduktion kan være afgørende for omfanget af personskade ikke mindst for de personer, der befinder sig på steder med vejarbejde. Forskerne understreger endvidere, at de fleste tiltag har begrænsninger. Der anvendes derfor ofte en kombination at tiltag, hvilket generelt bidrager til at øge den samlede effekt.

I forbindelse med projektet blev der for hvert tiltag taget stilling til, i hvilken grad de var velegnede til forskellige vejtyper, til forskellige former for vejarbejde samt deres placering i forbindelse med vejarbejdet (se tabel 2 og 3).

 Tabel 2: Oversigt over de kategorier der blev benyttet til vurdering af hvert tiltags potentiale til reduktion af hastighed

Tabel 3: Anbefalet anvendelse for de 23 identificerede tiltag for motorveje samt veje med flere kørebaner (M) og ensporede veje (E)


*Tallene refererer til nummereringen af de forskellige tiltag, der fremgår af tabel 1

Harmonisering er en udfordring

Projektet viste, at der blandt nationale eksperter og interessenter var interesse for en harmonisering af retningslinjer for hastighedsregulering i forbindelse med vejarbejde. Projektet viste imidlertid også, at det i praksis er temmelig vanskeligt som følge af nuværende store nationale og regionale forskelle ikke kun med hensyn til regler og lovgivning, men også med hensyn til vejtyper og generelle trafikforhold.

Generelt viste projektet, at de fleste tiltag kan bidrage til at reducere hastigheden ved vejarbejde, om end nogle tiltag kun medfører en begrænset hastighedsnedsættelse. Projektet viste endvidere, at det generelt er godt at informere om vejarbejdets placering især i begyndelsen/op til vejarbejdet gerne i kombination med tydeligt visuelle signaler og fysiske foranstaltninger som fx en indsnævret kørebane og rumleriller. Det bidrager til at skærpe trafikanternes opmærksomhed, og får dem til at sænke hastigheden. Projektet viste imidlertid også, at effekten af de enkelte tiltag afhænger af en række forskellige lokale forhold som fx, hvilke typer trafikanter der færdes det pågældende sted, hvor lovlydige trafikanterne er, hvor meget trafik der er osv. Endelig viste projektet, at det er almindeligt at anvende en kombination af flere typer tiltag, og at dette øger effekten. Det var dog ikke muligt at fastsætte den specifikke effekt af forskellige kombinationer af tiltag.

Første skridt mod fælles guidelines

Forskerne konkluderer, at de guidelines som er blevet udarbejdet i forbindelse med projektet er tænkt som et supplement til de eksisterende nationale guidelines samt som basis for en eventuel revision af eksisterende nationale guidelines. Der opfordres endvidere til, at de udviklede guidelines løbende revideres i en proces, der både involverer forskere og praktikere fra hele Europa.

 


 

Litteratur:

Vadeby, A., Sörensen, G., Bolling, A., Cocu, X., Saleh, P., Aleksa, M., Torre, La Torre, F., Nocentini, A., Tucka, P. (2016). Towards a European guideline for speed management measures in work zones. Transportation Research Procedia 14, 3426-3435

http://www.trafiksikkerhedsforskning.dtu.dk/arkiv/nr-36/harmonisering-af-retningslinjer
19 AUGUST 2019