Billede

Hvem kommer i arbejde igen efter en trafikulykke?

I Australien har man undersøgt, om psykologiske og fysiske faktorer kan bruges til at identificere, hvem der vender tilbage til arbejdsmarkedet efter at have være involveret i et trafikuheld. Analysen viser især, at ”høj fysisk funktionsnedsættelse” og ”lav forventning om at vende tilbage til arbejdet” har betydning for, om man efterfølgende vender tilbage til arbejdet.

Af Sandra Krogh Andersen (videnskabelig assistent) og Mette Møller (seniorforsker)

Involvering i et trafikuheld kan have høje omkostninger. Fx kan der være økonomiske udfordringer for den involverede og den involveredes arbejdsgiver, men der kan også være omkostninger relateret til det psykiske og fysiske helbred. Konsekvenserne af dette er store samfundsmæssige omkostninger. Viden, der kan hjælpe til at identificere de personer, som har brug for en mere målrettet hjælp i forhold til at vende tilbage til arbejdet, er derfor vigtig.

Datagrundlag og analyse
Formålet med undersøgelsen var at finde ud af, om bestemte risikofaktorer øger sandsynligheden for, at personer ikke vender tilbage på arbejdet efter at have været involveret i et trafikuheld, hvor de havde pådraget sig fra lettere til moderate skader.

I undersøgelsen deltog 194 personer i alderen 19-83 år, heraf var 63,4 procent kvinder. Herefter blev skaden for hver enkelt person evalueret og inddelt ud fra sværhedsgrad, hvoraf det viste sig, at størstedelen af personerne var kommet lettere til skade. Deltagerne var rekrutteret fra MAIC (Motor Accident Insurance Commission) i Queensland, Australien. Alle deltagere var i arbejde før trafikuheldet.
Data blev indhentet via spørgeskemaundersøgelser og telefoniske interviews, der blev foretaget henholdsvis 6 og 24 måneder efter trafikuheldet.

Seks måneder efter skadetidspunktet, blev deltagerne bedt om at forholde sig til spørgsmål vedrørende køn, alder, trafikanttype, uddannelsesniveau, psykiatrisk historie samt hvilken type af skader, de havde pådraget sig. Derudover blev de spurgt om deres oplevelse af smerter, fysiske funktionsniveau, selvvurderede fysiske og psykiske helbred, psykiatriske diagnoser (angst, depression og PTSD), forventninger i forhold til at vende tilbage til arbejdet og egen opfattelse af socialt netværk.

24 måneder efter trafikuheldet blev deltagerne spurgt om deres arbejdsstatus. Det viste sig, at ud af undersøgelsens 194 deltagere var 152 (78%) i arbejde og 42 (22%) var arbejdsløse. Dog blev der ikke taget højde for, hvorvidt andre faktorer end ulykken havde indflydelse på, at de 42 deltagere ikke var i arbejde igen. Herefter sammenlignede man de to grupper (hhv. ”i arbejde” og ”ikke i arbejde”) med hensyn til 23 udvalgte faktorer, som forskerne mente var relevante ud fra deltagerenes besvarelse af ovenstående spørgsmål.

Resultater
Analysen viste, at der var signifikant forskel på de to grupper med hensyn til 13 ud af de 23 faktorer (se tabel 1).

Tabel 1: De 13 prædiktorer for gruppen ”ikke i arbejde” 2 år efter et trafikuheld

Prædiktor

Bilist/passager

Præ-diagnosticeret psykiatrisk diagnose

Høj fysisk funktionsnedsættelse

Lav psykisk livskvalitet

Lav fysisk livskvalitet

En generel forventning om ikke at komme sig

Ingen forventning om forbedring af smerter

Ingen forventning om forbedring af fysisk funktion

Høje forventninger om vedvarende smerter

Lav forventning om at vende tilbage til arbejde

DSM-IV diagnose

Forhøjet depressionsniveau

Forhøjet angstniveau

Yderligere analyse viste, at 2 ud af de 13 faktorer i særlig grad kunne forudsige, om en person var i arbejde eller ej 2 år efter trafikuheldet:
    • Høj fysisk funktionsnedsættelse
    • Lav forventning om at vende tilbage til arbejde.
91 procent af de deltagere, som havde en ”høj forventning om at vende tilbage til arbejde” var faktisk i arbejde 2 år efter trafikuheldet.

Resultatet er i overensstemmelse med den øvrige forskningslitteratur, men forfatterne påpeger, at denne undersøgelse er den første til at demonstrere nøjagtigheden af disse faktorer i relation til trafikuheld.
De 10 faktorer, der ikke var signifikante prædiktorer for arbejdsstatus 2 år efter trafikulykken, var: alder, køn, uddannelsesniveau, skadens alvorlighed, oplevelse af trafikuheldet som livstruende, Post-traumatic Stress Disorder (PTSD), depression, angst, PTSD symptomer og socialt netværk.

Konklusion
Analysen konkluderer, at de stærkeste prædiktorer for ikke at vende tilbage til arbejdet efter en trafikulykke er høj fysisk funktionsnedsættelse og en lav forventning om at vende tilbage. Som sådan udgør disse resultater et potentiale for udvikling af et måleredskab til screening af personer, der har været involveret i en trafikulykke, med henblik på at identificere dem, der har størst sandsynlighed for ikke at vende tilbage til arbejdsmarkedet. I forlængelse heraf anbefaler forskerne, at der udvikles nye målrettede tiltag, der både fokuserer på de fysiske og psykiske følger særlig blandt personer med en høj funktionsnedsættelse som følge af ulykken. Derudover anbefales det, at fremtidige interventioner bør se på, hvordan man kan ændre forventningerne hos personer, som ikke mener, de kommer i arbejde igen. Forfatterne anbefaler endvidere, at fremtidig forskning inddrager andre faktorer, som kan have betydning for trafikofres tilbagevenden til arbejdet, således at det bliver muligt med større sikkerhed at fastslå trafikuheldets reelle indvirkning på den efterfølgende arbejdsstatus.

Litteratur
Heron-Delaney, M., Warren, J., & Kenardy, J. A. (2017). Predictors of non-return to work 2 years post-injury in road traffic crash survivors: Results from the UQ SuPPORT study. International Journal of the care of the injured, 48, s. 1120-1128.


https://www.trafiksikkerhedsforskning.dtu.dk/Arkiv/Nr-42/Hvem-kommer-i-arbejde-igen-efter-en-trafikulykke
19 AUGUST 2019